"Last night I had the strangest dream!" Det undrer mig at den gamle melodi bliver ved at lyde for mit indre øre, indtil det går op for mig hvorfor: Jeg har nemlig drømt den særeste drøm, hvilket også forklarer at det er den engelske udgave, der spøger i mit indre, og ikke den danske: "Jeg drømte mig en drøm i nat."
Jeg drømte at en del af det enorme personale, som forestår alle sider af EU´s støtteordninger til landbruget var blevet til overs i systemet. Det var noget med at de, der skulle udtænke nye støtteordninger, var gået fuldstændig tør for ideer, hvilket selvsagt var en katastrofe, da de på den måde gjorde en masse mennesker arbejdsløse, som ellers skulle have stemplet ansøgninger, arkiveret, kontrolleret og satellitovervåget, med meget meget mere!
Ja, jeg ved godt at i det virkelige liv bliver den slags mennesker ikke overflødige, men i drømme kan det altså forekomme!
Nu havde skæbnen imidlertid maget det således at en af kommissærerne stod og manglede et stilling til en uduelig nevø, som han ellers selv kunne risikere at skulle føde på resten af sit liv. Da samme kommissær desuden var storaktionær i en verdensomspændende speditionsvirksomhed, var han meget interesseret i at udvikle nye tilskudsordninger til transportsektoren.
Ved fra starten at gøre sin nevø til øverste chef i den nye afdeling, sikrede han sig på en gang at denne i al fremtid ville kunne brødføde sig selv, og samtidig befandt sig så langt oppe i hierarkiet, at han ikke behøvede at røre en finger, og dermed heller ikke var i stand til at gøre væsentlig skade! I et hug havde kommissæren dermed løst to påtrængende problemer: en reorganisering af personalet, og et sikkert job til sin nevø.
Situationen i Europa var den at der var alt for mange lastbiler i forhold til det gods, der skulle transporteres. Det skyldtes ikke mindst de stadige udvidelser af EU, som konstant resulterede i at nogle nye fattiglemmer fik muligheden for at yde lønpres på de mere etablerede kollegers områder.
Og lige netop transportområdet var meget attraktivt for de nye medlemslande, idet en velfungerende mafia så at sige var i stand til at "uddanne" et uendeligt antal chauffører på rekordtid, hvilket sparede på de penge, de pågældende lande fik bevilget til efteruddannelse. Penge, som derfor kunne omdirigeres til andre formål!
I EU skulle man dog først og fremmest sørge for ro og stabilitet, og det var landbrugets folk gode til. Man indledte straks med et ophugningstilskud, som kunne bevilges til vognmænd, som gerne ville ophøre med deres forretning.
Det var der mange, der gerne ville. Især da det gik op for dem, at de kunne få tilskud til at starte en ny forretning dagen efter. Man havde nemlig af hensyn til miljøet også udviklet en række støtteordninger til vognmænd, der ville investere i den seneste miljøteknologi, og efter som der var tale om to forskellige ordninger, var der også her tilknyttet et tilskud til bortskaffelse af ældre biler, som naturligvis kunne bevilges, uanset at der i forvejen var ydet ophugningsstøtte. EU har aldrig været fedtede med den slags!
Slutteligt var der desuden mulighed for helt at undlade ophugningen, såfremt man ønskede at klodse en lastbil op, med henblik på at bevare den som veteranbil. I så fald kunne man søge hektarstøtte til lagerpladsen - inklusive den plads, som "med rimelighed" kunne kræves til opbevaring af ekstra dæk, fælge, skiftelad og lignende!
Problemet med at skaffe gods til den enorme vognpark løste man naturligvis ikke på denne måde, hvilket dog ikke rystede nogen synderligt. Mens politikerne havde travlt med at fremhæve fordelen ved at forære transportbranchen til Kaukasiske og Adserbadjanske vognmænd - ja, man var dog ikke nået helt til Kina endnu - og på den måde sikre erhvervslivet i et stadig voksende EU muligheden for billig transport, sørgede embedsmændene for at skrue op for tilskudsskruen til vognmændene i det gamle EU, så de ikke blev alt for sure på politikerne.
Den slags skulle naturligvis udføres med en vis nænsomhed, så færrest muligt udenfor transportbranchen bemærkede, hvad der egentlig foregik.
Det siger sig selv, at det ville vække for megen opsigt, hvis alle disse nye højteknologiske lastvogne bare skulle stå i vognmændenes garager, uden mulighed for nogensinde at komme ud på landevejen og bidrage til nedsættelsen af miljøforureningen. Desuden ville det være dyrt med alle de garager!
Mange chauffører var også kede af pludselig at skulle sidde hjemme i lænestolene hos deres respektive koner, og derved risikere at begge parter fandt ud af hvilket fjols de havde giftet sig med!
De fleste ville kunne henvise til adskillige tilfælde, hvor lediggang på denne måde var endt i skilsmisse!
Derfor fandt de dygtige embedsmænd på en ordning, som sikrede vognmændene en rimelig betaling for at køre med tom vogn, forudsat at man holdt sig til destinationer, man tidligere havde betjent - før man blev udkonkurreret.
Reglerne var lidt indviklede: bl.a. tillod man en vis vækst i kilometerantallet, svarende til den generelle inflation, men dog således at udførelsen af disse ekstrakilometer kunne udsættes indtil væksten svarede til kilometertallet på den pågældende destination. Senere forhandlede vognmændene sig i øvrigt til et mindre godsafsavnstillæg, hvilket med nød og næppe afværgede en fyringsrunde hos Audi!
Det viste sig dog hurtigt, at der kunne forekomme at være gods til overs til nogle af de lastbiler, der på denne måde kørte rundt med tomt lad, hvilket medførte en ordning hvorunder man kunne melde sig som "beredskabsvognmand."
Ordningen var naturligvis behæftet med strenge regler, som skulle forhindre misbrug, men i øvrigt meget lukrativ, idet den udløste endnu et tillæg for dette beredskab.
Så lød vækkeuret pludselig, og drømmen var pist væk! Der er mange ting, man skal nå, inden man kan starte dyret op og komme af sted, så det varede lidt inden jeg kunne identificere årsagen til denne underlige stemning, der lå over mig! Så var det at jeg kom i tanker om drømmen og sagde til mig selv: "Det er dog de skøreste ting, man kan drømme. Heldigvis er virkeligheden da noget anderledes. Eller er den?"
|