"Jeg må sgu indrømme at den her fyring sved," sagde min kollega, og jeg kunne se af hans ansigt at der var noget om snakken. Der var opstået en spisepause, midt i alle sangene og talerne til en sølvbryllupsfest, og da jeg ikke havde set min gamle ven længe, benyttede vi os naturligvis af lejligheden til at udveksle nyt, mens vi øste rigeligt med kartofler og flæskesteg op på vore tallerkener, så vi havde forråd nok til at modstå de næste mange taler

"Jo," fortsatte min ven! "Jeg gik jo der og troede at alt var i sin skønneste orden. Vognmanden virkede relativt tilfreds, og jeg var endda for en gangs skyld rendt ind i en disponent, jeg syntes helt godt om."

"Ja, den slags sker ikke hver dag," bemærkede jeg.

"Men, hvad var det så, der gik galt?"

Se, det kunne min gode ven ikke sige med sikkerhed. Kun at vognmanden havde opgivet en omstrukturering af firmaet som fyringsgrund.

"Hvori bestod den omstrukturering så?" spurgte jeg, lidt naivt.

"Den bestod i at han stillede mig udenfor førerhuset, satte en anden mand ind bag rattet, og bad mig om at feje gården den sidste uge, jeg var ansat."

"Så er vi da vist ovre i den småfiffige afdeling," bemærkede jeg. "Han ville tydeligvis af med dig i en fart, men var for nærig til at tage konsekvensen. Og så skulle du gå der i en hel uge og lave idiotarbejde, i en stemning, der ville være uudholdelig for alle parter, inklusive vognmanden selv!"

"Ja, noget i den stil. Desværre ville skæbnen dog at jeg blev noget så forfærdelig syg i løbet af week - enden, så det blev ikke til noget! Du ved, det var noget med ryggen, jeg har døjet med længe, og som pludselig blev værre!"

Og, nu kan det nok være at Olsen, som sad overfor mig, og som er havnearbejder et sted i Danmark, tændte af.

"Jamen, hvad helvede," brølede han. "Der er jo tale om en klokkeklar sag om uberettiget fyring, som du kan få din fagforening til at køre en sag på."

"Det er muligt," svarede min ven. "Men, jeg er måske nok lidt af en særling på det område. Jeg synes nemlig selv, jeg har gjort et udmærket stykke arbejde - kører efter reglerne, så vognmanden sparer penge på bødekontoen osv. Hvis han alligevel, af en eller anden grund, ikke vil have mig til at køre, er det hans problem, hvad han på den måde smider væk. Jeg er selvfølgelig godt klar over at den holdning medfører en vis risiko for at han aldrig bliver klogere. Men, det er der mange før ham, der heller ikke er blevet. Og det er stadig hans problem. Ikke mit! Til gengæld vil han få meget svært ved at få mig ansat igen, den dag han opdager at der er chaufførmangel her i landet"

"Det er sgu da komplet idiotisk at lade en god chance for en oplagt erstatningssag gå fra sig," sagde havnearbejderen med alle tegn på vantro i blikket.

Den måtte lige skylles ned med en slurk øl, før han fortsatte: "Jamen, hvad så med kollegerne? De må vel (her har jeg, af hensyn til bladets omdømme, udeladt et par gloser) være gået i strejke lige på stedet. Jeg mener, hvis den slags var sket på havnen, ville vore egne folk være gået hjem med det samme, og en time efter ville der være sympatistrejker over hele landet, og sandsynligvis også indenfor andre faggrupper."

Her måtte jeg bryde ind, og fortælle havnearbejderen at sådan fungerer systemet altså ikke indenfor landevejstransport. Chauffører roder sig nemlig generelt ikke ud i langsigtede strategier, og da slet ikke, hvis det er noget der koster penge!

"Jamen, uden sammenhold opnår I da slet ingenting," sagde havnearbejderen, og kiggede undersøgende på mig, men fandt tilsyneladende ingen ydre tegn på at jeg var åndssvag.

Endnu en gang måtte jeg rode mig ud i en længere forklaring, idet jeg forelagde havnearbejderen følgende kendsgerninger: En fyring, af nævnte slags vil de fleste af kollegerne modtage med blandede følelser. Dels nemlig med en lettelse over at det ikke var dem selv, det gik ud over. Dels vil de opfatte en underliggende trussel, møntet på deres eget job. Derfor er en strejke udelukket.

En stor del af dem vil sandsynligvis i stedet lægge vejen ind, omkring kontoret i et eller andet ærinde, og benytte lejligheden til lige at lade et lille ord falde om den fyrede. Det behøver ikke at være alverden, når bare man lige får antydet at man bakker chefen op!

"Men, der er altså ikke nogen, der bakker den fyrede op?" spurgte havnearbejderen.

"Jo," sagde min gode ven - altså ham det hele drejede sig om. "Der er enkelte ind imellem, som evner at se ud over deres egen næsetip. Men de har lært at passe sig selv!"

Moderne ægteskaber kan efterhånden indeholde de særeste erhvervsmæssige konstellationer, hvilket også var tilfældet her, idet havnearbejderen var gift med en dame, som var et eller andet stort ved kommunen. Hun var åbenbart vant til helt andre boller på suppen.

"Vil det sige at du slet ikke har været indkaldt til medarbejdersamtale, eller noget som helst?" spurgte hun min ven.

"Ja, jeg har sådan set ikke den fjerneste anelse om, hvorfor jeg blev fyret. Uover altså at jeg kan se mig omkring, og mærke mig, hvem der er populære i firmaet?"

"Og, hvad får du så ud af det?"

"Et meget sørgeligt billede! Så vidt jeg kan se, skal man helst være på fallittens rand, så vognmanden kan få lejlighed til at punge ud med et forskud, som man så kan arbejde af i week enden - til underbetaling, naturligvis - og endelig skal man være dygtig til at fifle med skiver, så man ikke ligger og sover tiden væk om natten! Det er kort sagt folk, der lever for at arbejde, man er interesseret i. Og, som prikken over iŽet, er det naturligvis heller ingen skade til at man kan sladre lidt om kollegerne."

"Jamen, det var da ikke til at leve med," sagde damen. "Normalt tager en leder da en samtale med en medarbejder, hvis man er i tvivl om vedkommendes arbejdsindsats. Og er der grund til det, følger der en advarsel. Men, det hele kan jo i bund og grund skyldes at en eller anden kollega har bundet vognmanden en historie på ærmet, som du aldrig har haft en chance for at tilbagevise!"

Nu var der en, der slog rytmisk på sit glas, men min kollega nåede lige at sige: "Ja, netop. Mulighederne er uudtømmelige, hvis jeg vil bruge resten af mit liv på at spekulere over det. Men, en ting er jeg sikker på: vognmanden har ikke ordentlig fod på, hvad han går og laver. Så derfor var det nok slet ikke så ringe endda!"