Lidt tankestrøelse om jobannoncer.

Der er ingen grænser for de mængder af offipyk og rent og skært vrøvl, der kan flettes ind i en jobannonce. Alene stillingsbetegnelserne kan på en god dag få mig til at sprutte morgenkaffen ud over hele bordet af bare grin. Hvem har måske ikke undret sig over, hvad en Internal Key Account Maneger mon egentlig laver. Specielt hvis man selv er på jagt efter et job som rengøringskone. Undskyld, det hedder naturligvis serviceassistent!

Bilka i Holstebro har engang haft en spacemaneger, hvilket i folkeviddet hurtigt blev omdøbt til rummand, eller spasmager. Men det var skam en dybt seriøs funktion, så seriøs, at manden senere er blevet forsvarsminister, og jeg kan for egen regning tilføje at mine tanker stadig er hos de efterladte, der nu må klare sig uden at vide på hvilken hylde der har det helt rigtige potentiale til specifikt at optimere omsætningshastigheden på Kims Low Fat produkter. Med mindre man altså har ansat en anden til at regne det ud.

Jeg har også set nogen søge "en blæksprutte med ekstra arme". Man må da håbe at de arme stakler har fundet sådan en. Ellers kan jeg anbefale en god fiskehandler! Nå, men indrømmet. Helt tosset var overskriften ikke. Den sparede for eksempel personalechefen for et overflødigt møde med undertegnede, hvilket også kun ville have været til ulejlighed for os begge. Jeg ville nemlig aldrig søge et job, hvor man stiller så megen stress i udsigt.

Det er en meget udbredt praksis i jobannoncer at arbejdsgiveren forventer noget af ansøgeren. F.eks. at man har overblik og is i maven. Jeg elsker is, så det sidste er ikke noget problem, i hvert fald ikke om sommeren. Men kan overblikket erstattes af et kraftigt underbid?

Man skal også helst være dedikeret til sit job, hvilket stort set er ensbetydende med at man er rendyrket fagidiot. I og for sig et rimeligt forlangende til et job i den højere lønklasse, hvor man som regel stilles overfor en række interessante opgaver. Men, tendensen har desværre bredt sig helt ned til de såkaldte hot jobs. I dag kan man således ikke søge et job som flaskerenser i et genbrugscenter, uden først at kunne dokumentere at man hele sit liv har drømt om en dag at nå så vidt, at man fik lov til at rense flasker dag ud og dag ind. Jeg forestiller mig at det må være svært at være personalechef i den situation. De fleste ansøgere vil formodentlig gøre deres bedste for at spille rollen, men hurtigt blive afsløret som falskenspillere.

Finder man endelig en overbevisende kandidat, må han formodes at være så dum, at man ikke kan holde ud at omgås ham. Lad mig derfor foreslå en meget enkel løsning: Cut the crap! Accepter at visse jobs godt kan besættes af folk, som ikke elsker deres arbejde, men passer det punktligt og prikkeligt, fordi de gerne vil tjene penge til livets ophold.

Det er også meget vigtigt at man har et godt socialt netværk, eller at man "formår at networke". Lige netop networking er imidlertid et meget sensitivt område, hvor man skal træde varsomt. Er man f.eks. medlem af den lokale Harley klub, tæller det nedad, mens det er helt ok at være fodboldtræner, eller tropsfører i spejderkorpset.

Networking betegner således ens evne til at indgå i sociale relationer, herunder også "gode forbindelser", som chefen evt. kan drage nytte af. I forbindelse med fagligt arbejde kaldes networking i øvrigt kammerateri, men her skal de samme sociale handlemønstre opfattes som mere suspekte.

I bytte for alt det gode jobannoncerne kræver af en kommende medarbejder, tilbyder annoncøren som regel verdens bedste arbejdsplads. Hvordan den defineres skriver jeg måske om senere.