"Jeg har ikke noget fjernsyn derhjemme, så jeg er nødt til at smugkigge lidt, når chancen er der," sagde en kollega en aften, vi sad på færgen fra Kalundborg til Århus. Hvis en buddistmunk fra det ydre Mongoliet pludselig havde materialiseret sig selv midt i en tallerken svensk pølsemix med blod, bæ og det gule, ville det ikke have vakt mere opsigt, end dette udsagn.  

Først troede vi ganske vist at det var noget midlertidigt: at mandens fjernsyn var gået i stykker, at det eventuelt var smuttet i en fogedforretning, eller på anden måde forsvundet under naturlige omstændigheder. Men, nej! Han havde bare solgt det, og havde ikke til sinds nogensinde at anskaffe et sådant spøgelse igen. Det var hård kost for nogle af de omkringsiddende. Jeg fornemmede angsten hos flere: den der velkendte angst for at fremmede skikke skal komme og ødelægge vores ligusterbefæstede danske hygge.  

De fleste var dog nysgerrige, og tolerante nok, til at spørge nærmere ind til dette underlige neopuritanske fænomen. Jeg havde da også indtryk af at de fleste endte med at synes at manden egentlig var en flink og i og for sig ganske normal fyr. Altså bortset fra at han ikke havde noget fjernsyn! Det viste sig da også at manden engang havde været helt normal. Endda så normal at han havde haft satellit TV.  

Kanaler har det med at skabe krig og ufred omkring sig, ligegyldigt om man fylder dem med vand, eller med proteinfattige reallity shows, så da manden havde tilbragt tilstrækkelig meget af sin dyrebare fritid med at skændes med familien om TV kanaler, havde han ganske enkelt solgt parabolanlægget.  

Animeret af den fred, der bredte sig i familien, da der kun var to kanaler tilbage at slås om, havde han senere solgt fjernsynet til den samme nabo, som havde købt parabolanlægget. Jeg fik aldrig spurgt ham, om han havde noget imod naboen!  

"Du drømmer ikke om, hvor meget tid du får, når du ikke har fjernsyn," sagde manden. Og jeg tror ham gerne. Faktisk tror jeg de fleste af de tilstedeværende udmærket forstod at vi sad overfor et menneske, der havde fat i noget essentielt, et menneske som havde formået at gøre sig fri af vores moderne tilværelse som digitaljunkies.  

Nu er vi nok så langt henne i teksten, at mange vil spørge: "Hvad hulen har det sludder med lastbiler at gøre?" En hel del, faktisk! Først og fremmest har de fleste af os kun en begrænset fritid sammen med familien, hvilket i sig selv burde animere til at gøre sig tanker om, hvordan man får størst mulig glæde af disse timer. Dernæst er livet på landevejen efterhånden så stopfyldt med elektronisk krimskrams, at man det vil være sundt at stoppe op og tænke over, hvordan man bruger tingene.  

Jeg tænker ofte over det, når jeg ser en kollega, som regel en tysker, rulle ind på en fabrik, hvor vi begge skal losse næste morgen. Det første han gør, efter at have trukket håndbremsen, er at rigge sin parabol an. Om nødvendigt kører han gerne ti ture rundt på pladsen, indtil udslaget på bipperen er optimalt. Når jeg kommer tilbage fra min aftentur i byen, som gerne inkluderer en god middag og et par glas rødvin, sidder han stadig og ser fjernsyn. Da muligheden for selskab er udelukket, finder jeg så computeren frem og skriver lidt på en klumme, eller en novelle, hvorefter jeg kravler om på hylden.  

Lige netop på det tidspunkt, hvor jeg skulle overgå fra vågen bevidsthed til søvn, er kollegaen færdig med at vande sit baghjul, og starter motoren, så han har strøm nok til at få liv i dyret næste morgen. Da jeg ikke har haft mulighed for at lære manden at kende, kommer han på den måde let til at virke mere irriterende, end godt er!  

Mobiltelefoner er en anden velkendt fredsforstyrrer. Under vore hjemlige himmelstrøg er der ganske vis opstået en vis etikette omkring brugen af dem, men eksempelvis italienerne lider simpelthen af galopperende telefonitis. Det får så være at telefonerne bipper og bimler lystigt rundt omkring på restauranterne, men da italiensk for en stor dels vedkommende består af mimik og voldsomme fagter, er det ofte direkte farligt at opholde sig i umiddelbar nærhed af en telefonchattende italiener. Man risikerer at få en gaffel i øjet.  

Telefonen kan også på anden vis virke forstyrrende. Forestil dig, kære læser, at Du sidder og lytter til en rigtig verdensmand, der netop er i gang med en beretning om, hvordan han har sat chefen til vægs. Netop som han nærmer sig historiens klimaks og giver chefen nådesstødet, ringer telefonen, og pludselig er det som at høre Kris og chokoladefabrikken: "Ja, chef. Javel chef. Det skal jeg nok chef!" Så kan det være lige meget med resten af historien.  

Værst er det dog, hvis chefen har det med at ringe, når man har ferie, friuge eller lignende. Man kan selvfølgelig se hvem der ringer og lade være med at svare, hvis nummeret virker for bekendt, men som enhver har erfaret under den kolde krig, så udvikler fjenden bare nye og mere avancerede våben, som f.eks. at skjule nummeret, eller at oprette et helt nyt nummer. Det sikreste er helt klart aldrig at have mobiltelefonen på sig, når man har fri. Jeg kan i hvert fald skrive under på, at verden klarer at gå sin skæve gang, selv om min telefon ligger hjemme i skuffen, og jeg er meget bedre rustet til at møde verden igen, når den har ligget der i en uges tid.  

Min yndlingsaversion indenfor moderne teknik er dog satellitovervågningen. Jo, jeg ved godt at man forsøger at gøre det til et spørgsmål om billig kommunikation, men fristelsen til at sidde med næsen i skærmen og kontrollere hvad folk har lavet, er mere end de fleste disponenter kan modstå. Det får så endda være, men jeg har indtryk af at nogle af dem tror, chaufføren er direkte forbundet med apparaturet, således at det er muligt at stille ham på on eller off, når det passer disponenten. Når overvågningen kommer til det punkt, hvor man vil ofre en lang telefonsamtale til udlandstakst på, om det tager et eller to minutter at holde ind og slå en streg, så mener jeg helt klart, der er noget rivende galt.  

Nu er det ikke fordi jeg er indædt modstander af al den moderne teknik, vi omgiver os med. Tværtimod, jeg er selv meget bidt af det, og har ofte svært ved ikke straks at købe det sidste nye isenkram, fordi det lige netop åbner de muligheder, jeg har gået og ventet på. Manden, der havde solgt sit fjernsyn har jeg ganske vist stor respekt for, men jeg går ikke ud og gør lige så.  

Det væsentlige er også at mødet med ham giver en noget at tænke over. Og for nu at blive ved fjernsynet: det er skam en udmærket opfindelse. Man skal bare ikke lade sit liv styre af det. Personligt kan jeg takke min datter for at jeg lærte at finde afbryderknappen. Da hun var lille ville hun gerne gå aftentur med mig, når jeg ellers var hjemme. Indrømmet! Det kunne være svært at mande sig op, når der nu for en gangs skyld var noget interessant i dummeren. Men jeg lærte hurtigt at de timer vi gik sammen hånd i hånd og talte om livet var så uendeligt meget mere værd, end et fjernsynsprogram nogensinde vil blive.  

På samme måde har jeg det med computeren. Den er rar at have med, så jeg kan dyrke min hobby med at skrive, eller se en film. Men er der en kollega, jeg kan snakke med, kan jeg skrive en anden gang. Så, hatten af for manden uden fjernsyn. Jeg håber, han vil få rigtig mange til at tænke sig om, og tage imod den gavn og fornøjelse, de kan få af den moderne teknik, uden det udvikler sig til misbrug.