På en dag, der starter med isslag, for derefter at gå over i normalt føre midt på dagen, og til sidst ende i snesjap og totalt trafikkaos, får jeg lyst til at skrive en lille case story om vinterkørsel. Jeg er nemlig ikke sikker på, at alle er så seje til det, som de gerne vil være. Og det gør efter min mening ingenting. Jeg kan kun byde velkommen i klubben.  

Min lille case story starter en ganske almindelig vinteraften i Padborg. Det er hundekoldt, da jeg starter sydpå, og jeg er i tvivl om det er glat. Slår min ASR fra, og forsøger med en kvik acceleration, da jeg kører ind på motorvejen. Alt er OK, så den får en spand havre.  

Omkring tre kvarter senere får jeg en underlig fornemmelse af at et eller andet er galt. Andre har samme fornemmelse kan jeg høre på snakken over kanal 19. Men som én siger: "Hjulene sprøjter, så det er sgu ikke glat." Jeg synes dog, jeg kan mærke på styretøjet at det er glat, og lusker lige så stille ned på i fart. Det irriterer nogle, mens et par andre følger med ned.  

"Hvad satan? Min motorbremse slår fra. Så er det glat!", lyder det pludselig over walkien.  

"Vrøvl! Hjulene sprøjter stadigvæk. Kør nu!", svarer en eller anden. Men vi bliver stille og roligt flere, der sænker farten, for at lade tvivlen komme sikkerheden til gode.  

Nu er vi derhenne, hvor folk for alvor har delt sig i to lejre: De fandenivoldske og de forsigtige. Hver især er de to grupper enige om, at det er de andre der er skyld i alle ulykkerne. Man kan dog se på de hurtige, at tvivlen også har meldt sig hos dem. Ingen pludselige bevægelser, og man trækker ind i en meget blød bue. Men i walkien er de stadig høje i hatten, og bander over de bløddyr, der ikke stoler blindt på vejvæsenet.  

Efter nogen tid ser vi de første resultater af den generelle tvivl, der plager folk. Der ligger en del personbiler spredt langs autobanen, hvilket får mig til endnu en gang at lufte ideen om at det kunne være glat. Men det er det ikke, får jeg at vide af en meget klog mand. Det skyldes bare at de er nogle fjolser til at køre bil, siger han. "Og de er alle tyskere", tilføjer han. Det er altid rart at få tingene sat på plads.  

En autotransporter, læsset med campingvogne, kommer bragende udenom. Chaufføren blinker med forlygterne, vifter med fuck fingeren, og ser i det hele taget ud til at være en meget dygtig mand. Ti minutter senere opdager jeg hvorfor, han havde så travlt. Han skulle åbenbart levere campingvognene på en pløjemark. Synet af campingvognene, der ligger spredt over et større areal, får en hel del flere over på det forsigtige hold. Ganske er autotransporteren på tyske plader, men mange begynder alligevel at overveje, om det nu også er den eneste årsag.  

Kort efter er der stau. Alt står bum stille i begge retninger. Det er en af mine gode venner, der for at redde sit eget og en andens liv, har valgt at jævne et stykke af midterautoværnet, for derefter at lægge sig på tværs af vejen, hvilket igen har medført at nogle andre er kommet galt af sted.

Efter over en time i stau, skal jeg lige ud at slå en streg i sneen. Så snart jeg sætter benene på asfalten, skøjter jeg rundt som Bambi på isen. Det tror pokker at vi alle sammen har været i tvivl. Det vi har kørt på, er is med vand ovenpå, finder jeg ud af. Der er en del debat over 19éren, bl.a. har flere fundet ud af det samme som jeg, og da det trækker ud med oprydningen er der en del, der går i seng.  

Pludselig åbnes der for trafik i nordgående retning. Til min store forundring hører jeg følgende dialog over walkien: "Vi må nok hellere køre forsigtigt. Det er vistnok glat". Hvortil en anden svarer: "Spark nu til lortet. Hjulene sprøjter, så det er bare med at give den gas". I lang tid efter lytter jeg med undren til nøjagtig den samme diskussion, som vi havde kørende lige før det hele gik i stå.  

Nogen tid efter lukkes der også op for sydgående trafik, og resten af vejen til Hamburg går det stille og roligt. Der er langt til Hamburg med 40 km/t., men jeg skal syd for røret, før der er en ledig plads, fordi mange vælger at holde fyraften.  

Når jeg tænker på den aften er der flere ting der giver mig kuldegysninger. Først og fremmest at man i flere timer kan holde på første parket til en glatføreulykke, og så stadigvæk finde det betimeligt at give den fuld gas, når vejen åbnes. Selv om man har hjulsprøjt kan det sagtens være spejlglat, så man skal ikke bruge det som eneste grundlag for vurderingen.  

Mere interessant er dog den psykologiske side af sagen. For mange er det så meget om at gøre, ikke at fremstå som en kylling, at de hellere vil give fuld gas og svede angstens sved, end at tage deres forholdsregler i tide. Jeg mener at mindes at man før i tiden kunne sætte farten ned, hvis der meldtes om pletvis glatte veje. Det gør man ikke længere.  

I dag er tendensen at man giver fuld skrue, indtil en eller anden vælter og spærrer vejen. Det giver så de efterfølgende en god undskyldning for at holde helt stille. Faktisk tænker jeg ofte, når jeg starter en råkold vintermorgen: "Gad vide hvem der trækker loddet som stopklods i dag?"  

Når man diskuterer disse ting med kollegerne, er der mange der godt kan se problemet, og ofte falder skylden på disponenterne, men det er jeg ikke helt enig i. Det er muligt at de presser på, for at vinde tid. Men det er stadig chaufføren, der er ude i marken, og ved hvordan vejene ser ud. Altså må det også være chaufføren, der afgør, hvor stor en risiko han vil løbe.  

Vores egen macho mentalitet er efter min overbevisning den største fjende i dette spil. Mange mener også at en lastbil kan træde igennem alt på grund af vægten. "Man skal bare træde sømmet i bund, og lade være med at røre bremserne". Det er muligt, de har ret. Der er mange, det virker for. Men desværre også mange, der vælter ved det. Som ham med campingvognene f.eks. Det er sikker gået godt mange gange, hvorefter han lige den aften fanges i sporrillerne og bliver slået ud af kurs. Der skal så lidt til, når det er spejlglat.  

Men som sagt, tror jeg det er vores egen psyke, der er den værste fjende i dette spil. Mange synes, det virker for svagt at sætte farten ned, fordi det er pletvis glat. Samtidig er det glatte føre en udmærket anledning for de hårde drenge til at chikanere de mere forsigtige. Og sådan en chance er der mange, der ikke lader gå fra sig!  

Hvis vi holder os til historien ovenfor, er der dog en ting, der glæder mig: Da det først gik op for folk at vejen virkelig var spejlglat, kørte langt de fleste efter forholdene. Det håber jeg også, vi kan gøre i denne vinter. De fleste af os kører på vejen fordi vi har en familie, vi skal have til at køre rundt. Set i det lys, må enhver vel kunne forstå, at vi gerne vil gøre noget for også at komme hjem igen. I hvert fald synes jeg ikke man skal lade nogle indbildske macho tåber jage med en i trafikken, fordi de tror et stort kørekort ophæver alle de naturlove, vi engang kæmpede med i fysiktimerne.