Når uheldet er ude! |
|
Så skete det alligevel! Jeg blev part i en mindre ulykke af den type, hvor ingen lider nogen skade udover de rent materielle ting. Hvis ikke det havde været for modpartens besynderlige opfattelse af reglerne, havde der såmænd ikke været noget at skrive om! Men, det skete altså en tidlig morgen ved syvtiden. Jeg var på vej igennem Salzwedel, hvor jeg skulle losse i industrikvarteret på byens østside. Vejen har to spor i hver retning, men på grund af vejarbejde var det venstre spor spærret den morgen. En sådan spærring ligger ligefrem og kalder på stress genet i de morgentravle bilister, så da jeg holdt for rødt kort før spærringen, blev der hurtigt fyldt op på min venstre side. Man var klar til at jorde mig, når der blev grønt lys! Med en totalvægt på de accepterede 40,8 tons, var det begrænset hvor hurtigt jeg kunne accelerere. Så de fleste nåede i god tid udenom mig. Men den sidste, en lille Ford Ka, kæmpede bravt, og føreren blev åbenbart nervøs, for skønt der var rigelig plads til at også hun kunne trække ind foran mig, foretog hun denne manøvre en anelse for tidligt. Det gav en meget ubehagelig lyd! Men heldigvis var jeg i gang med at bremse, så hun strejfede mig kun. En lidt anden vinkel, og jeg kunne have skubbet den lille bil rundt og tromlet ind over den! Mens vi begge rullede ind på en Aral station, hvor vi kunne holde i fred og ro, så jeg i ånden at hele forpartiet på min fine nye trækker var ødelagt. Så galt gik det nu ikke! Kofangeren havde fået en minimal lak skade, mens situationen for modparten så noget værre ud. Hendes bagerste kofanger var totalt sammenkrøllet, knækket på midten, og enderne hang helt nede ved asfalten. Men, hun var heldigvis ikke selv kommet til skade, kunne jeg hurtigt konstatere. Især lagde jeg mærke til at stemmebåndene og lungekapaciteten var helt i orden. Jeg var ellers ved at indstille mig på at afgøre sagen på stedet, sådan at forstå at hun kunne stikke mig et par hundrede Euro, som jeg kunne dele med vognmanden, og derefter lade ridse være ridse. I mit stille sind så jeg allerede i ånden, hvilke kulinariske glæder min halvdel af beløbet ville sætte mig i stand til at nyde! For en sikkerheds skyld, jamrede jeg dog en del over, at min bil var helt ny, og at en skade af dette omfang fuldstændig havde ødelagt køretøjets herlighedsværdi! Men, den var damen ikke til sinds at sluge, uden modstand! Hendes bil var nemlig også fabriksny. Derfor var hun meget fast i sin overbevisning om at jeg skulle betale kofangeren, og at politiet var midlet til at bringe den sag i orden. "Ringer De til politiet, eller skal jeg?" sagde hun, og granskede mit ansigt, formodentlig i forventning om at se rædselen brede sig i det. "Det gør du bare," sagde jeg, og kravlede op i førerhuset for at finde mine papirer frem. For en sikkerheds skyld satte jeg også en kande kaffe over. Politiet var hurtigt til stede, og damen fik travlt med at fortælle dem om, hvordan jeg var kørt ind i hende. "Det var nu dig, der kørte i mig," bemærkede jeg, da hun holdt en pause for at trække vejret. Men, det synspunkt var hendes sjæl endnu ikke klar til at absorbere, så hun fortsatte i samme spor, indtil betjenten brød ind, og kort og godt spurgte, hvem der skiftede bane. Det spørgsmål kunne vi ikke blive uenige om, så damen befandt sig pludselig i enrum med betjenten, som må have forklaret hende lidt om reglerne for baneskift. Imens dette foregik, havde den anden betjent ordnet alt papirarbejdet, og leverede pænt mine vognpapirer osv. tilbage. Hele sagen endte således med at damen, foruden selv at skulle betale sin kofanger, og min lakskade, også fik en bøde. Jeg havde således svært ved at bevare pessimismen, da betjentene gav hånd og sagde pænt farvel! Men, hvad skulle jeg også bruge den til? Damen var på det tidspunkt blevet en del mere rolig at tale med, så historien endte med at hun gav mig et varmt håndtryk, og ønskede mig god tur! Politiets håndtering af denne sag, synes jeg, fortjener megen ros. En pessimist kunne have forventet at de straks ville have kastet sig over mine køreskiver, kontrolleret bremser og lygter og meget mere, for på den måde at finde en undskyldning for at give mig i det mindste en del af skylden. Men den forestilling undlod de helt! Da mine skiver altid er i orden, ville der heller ikke være noget at hente der. Så, stor ros for det! Resten af dagen spøgte affæren dog en del i mit indre! Fornemmelsen af, at der lå en eller anden pointe i sagen, blev ved med at nage mig. Og så kom jeg pludselig i tanker om det! Det var noget damen sagde, under det allerførste - sikkert nervøst betingede - vredesudbrud. Hun sagde: "Jeg troede, De ville bremse!" Om jeg vil bremse, har egentlig aldrig været et trosspørgsmål! Men jeg ser pludselig for mig alle de hasarderede overhalinger og andre livsfarlige manøvrer, som efterhånden er en alt for stor del af min hverdag. Og det går pludselig op for mig, at damen har givet mig en pointe! Alt for mange bilister kalkulerer med at de andre vil bremse - eller køre af vejen, og slå sig ihjel imod et vejtræ, eller køre en cyklist ihjel - for at hjælpe dem ud af en halsløs manøvre. Men, det er ikke altid, de regner rigtigt! |