"Så kan Du jo skrive om det næste gang," lød det på klingende sønderjysk fra en kollega, som netop var stoppet for at hjælpe mig. I første omgang tænkte jeg, at det var historien vist for tynd til.
Ved nærmere eftertanke er der dog et par sider af et ganske almindeligt motorstop, som kan være interessante at ofre lidt eftertanke på! Men, lad os begynde ved begyndelsen: En kold aften i Januar kommer jeg kørende ad B71 i Tyskland. Jeg skal læsse korn i en af småbyerne omkring Haldensleben, og da de lukker sent, er det ikke noget problem at nå frem til tiden. Men, det bliver det!
Pludselig dør motoren nemlig, og den vælger selvfølgelig at gøre det lige efter, jeg har passeret en by, hvor der var rigeligt med plads til at holde, uden at genere nogen. I stedet holder jeg så i buldermørke, på en stærkt befærdet hovedvej, og lige før et sving. Ganske vist har jeg strøm nok til at drive rotorblinket, men hvor længe?
Fejlen er hurtigt lokaliseret. Det er sugestudsen i dieseltanken, som er poppet op og grebet fat i traileren, hvorved dieselrøret er knækket helt oppe i toppen. Jeg vidste godt at kappen ovenpå tanken var revnet, men ville gøre vognmanden den glæde at vente lidt med reparationen.
Hvad gør man så, når bilen står stille på et ubehageligt sted, og man er hundeangst for at blive påkørt af en svagsynet fartbølle? Den efterfølgende halve times tid blev et lærerigt eksempel på, hvor vigtig en effektiv kommunikation er blevet.
Først meddeler man naturligvis disponenten, hvad der er sket, og hvorfor. Dernæst går man i gang med at få skaden udbedret. Uden værktøj og reservedele i bilen, er det sidste lig med at man forsøger at skaffe en mekaniker, som har vagtordning. Første forsøg gik ud på at få DAF i Danmark til at kontakte nogen.
Men den værkfører, som havde vagt, var ansat i sin egenskab af mekaniker, og ville have svært ved at kommunikere på tysk eller engelsk. Derfor bad han mig så mindeligt om selv at ringe til Holland, hvilket gav et forfærdeligt bøvl med at finde telefonnummeret til fabrikkens 24 timers service. Derfor vil jeg anbefale andre, at man i en stille stund finder alle relevante telefonnumre i servicebøgerne, og lægger dem ind i telefonens hukommelse.
Jeg kom dog igennem til Holland, og hvad jeg her oplevede, var hvad jeg vil betegne som et yderst velfungerende kommunikationssystem.
Folkene hos DAF taler flydende engelsk og tysk, foruden at de har alle midler til rådighed med hensyn til databaser. Jeg taler også selv flydende engelsk og tysk. Men hvor mit engelske flyder som vodka i svælget på en arbejdsløs russer, kan mit tyske nærmest sammenlignes med tung fuel olie. Vi blev altså hurtigt enige om at tale engelsk sammen.
Det hele foregår meget systematisk. Først ordner vi alt vedrørende bilens data - id nummer og den slags - hvorefter vi nøje gennemgår, hvori fejlen består, og hvilke reservedele der er brug for. Derefter kommer alle oplysninger om min position, hvor jeg tydeligt mærker, at fyren i den anden ende af røret følger med på computeren, så han har nøjagtige oplysninger at give videre. Da DAF i Magdeburg er det nærmeste værksted, kontakter han dem straks, og meddeler med det samme at ordren er modtaget, og der er en mekaniker fri, som vil være fremme kl. 20.
Indtil dette punkt kan man allerede uddrage et par konklusioner af historien: For det første at det er meget vigtigt at kunne begå sig på flere sprog. For det andet, at jo flere led, der blandes ind i processen, desto større bliver telefonregningen, og muligheden for misforståelser. Derfor er det bedst straks at ringe til den, der vil komme til at koordinere aktionen. I mit tilfælde altså DAF i Holland.
Men, tilbage til landevejen! Ventetiden føltes naturligvis meget længere, end den reelt var. Generelt var folk flinke til at sagtne farten, når de kørte forbi, men enkelte bilister så dog en udfordring i at drøne hurtigst muligt igennem den smalle passage, jeg havde levnet på vejen.
Mekanikeren havde lidt svært ved at finde mig, hvilket gjorde at han ankom noget senere, end lovet. Til gengæld var han hurtig og effektiv. "Jeg har reservedelene med, så det der ordner jeg på få minutter," sagde han, og gik som det første i gang med at afmærke stedet efter forskrifterne, med lys og kegler.
Her havde vi igen fordel af en effektiv kommunikation, idet han havde medbragt lige nøjagtig de reservedele, der var brug for, og ikke andet! Efter et kvarters tid, gjorde jeg klar til at vælte hytten, for at lufte motoren ud.
"Det er ikke nødvendigt," sagde mekanikeren, hvilket fik mig til at ligne et stort spørgsmålstegn.
En DAF skal normalt udluftes på alle dyser, og gerne to gange, før den vil starte.
"Du sætter dig bare ind og starter, mens jeg giver den lidt starthjælp," sagde mekanikeren, da han så min tvivl.
Og, sørme, om ikke det virkede! Efter nogle forgæves forsøg, gik motoren i gang! Derefter var der kun papirarbejdet tilbage, før jeg kunne køre fra stedet - glad og lettet, ovenpå en af de oplevelser, som er møg irriterende, mens de står på, men til gengæld uvurderlige, når man senere sidder lunt inden døre og bytter løgnehistorier med kollegerne.
En anden positiv side af denne historie var de to kolleger, som stoppede op for at hjælpe mig. Jeg er selv tilbøjelig til at køre forbi, når jeg ser en kollega holde i vejkanten med katastrofeblinket tændt. Ikke fordi jeg lider af modvilje imod at hjælpe en kollega, eller er for stresset til at trække de par minutter ud af års kalenderen.
Men, ofte opdager man for sent at det er en dansk chauffør, der er i nød, hvilket måske gør det besværligt at få bilen parkeret, så den ikke er til for stor ulempe for den øvrige trafik. Mere væsentligt er det dog, at alt for mange chauffører på danske biler kun taler polsk! Dem har jeg lidt svært ved at hjælpe.
Ikke at det skal opfattes som en personlig vendetta imod mine polske kolleger, som kun gør det, alle andre også ville gøre: søger arbejde der, hvor de kan få det bedst betalt. Men, de vognmænd, som har hyret dem, vil jeg nødigt være medvirkende til at berøve fornøjelsen af en skyhøj mekanikerregning. Så, medmindre det ser ud som om kollegaen har fået et ildebefindende, er jeg desværre alt for tilbøjelig til at køre forbi.
Med de serviceordninger, de fleste vognmænd har i dag, er der som regel ikke meget, man kan hjælpe en kollega med. Men jeg synes alligevel at det lunede på en kold vinteraften, at nogen tog sig tid til at stoppe op. Det var rart at tale med et levende menneske, frem for en digitaliseret stemme i en telefon.
Så, fremover vil jeg gøre mere ud af i tide at lægge an til landing, når jeg ser en nødstedt kollega. Men, hvis han taler polsk, vil jeg nok stadigvæk ikke kunne hjælpe ham med andet end et venligt smil og en opgivende gestus!
|