Stress

Det begynder med en meget fysisk fornemmelse, som om hele kroppen er fyldt op med en stor klump jernarmeret beton. Pludselig står man så midt i Bilka med tårerne silende ud af øjnene, som et stille britisk regnvejr. Ikke fordi man er ked af noget! Det vælter bare ud, og det er pokkers ubehageligt, for hvad vil folk dog ikke tænke? Et barn tænker højt, og moderen trækker beskæmmet af sted med barnet. Det er ellers helt ok! Jeg foretrækker faktisk børns ligefremme reaktioner frem for den voksne verdens sminkede berøringsangst.

Men, det er vist på tide at forlade butikken. Scenen er alt for pinlig for alt for mange mennesker. Hjem og få konen til at ringe til vognmanden! Han har heldigvis forståelse for problemet, så jeg skal bare tømme bilen, så henter han den selv. I det hele taget er jeg vist heldig at være ansat i et firma, hvor man ordner tingene på jysk landsbymaner.

De følgende uger bliver en mærkværdig oplevelse. Først og fremmest er der det med sygedagpengene, der skal ordnes. Det kræver et godt helbred. Der skal faxes og skrives under og faxes et par gange mere, foruden at der skal ringes om både det ene og det andet. Efter en uges tid på den måde stilner den værste storm dog af, og jeg kan begynde på det næstvigtigste, behandlingen.

Det viser sig at jeg har stress, hvilket nok overrasker min omgangskreds mere, end mig selv. Stress skal ikke forveksles med travlhed, skønt det alligevel hænger sammen. Men, stress er først og fremmest affødt af alt det, man ikke når. Og det er i mit tilfælde slet ikke så lidt, hvilket sikkert heller ikke overrasker nogen. Huset bugner af halvfærdige projekter. Jeg er sikker på at mange kender til det! Lægger man dertil alt for mange arbejdstimer, en klumme der skal skrives hver måned og ønsket om både at være noget for familien og dyrke sine hobbies, har man det min læge kalder en umulig opgave.

Symptomerne på stress kan være mangeartede. I mit tilfælde var det meget fysisk. Det mest generende var de anfald, hvor tårerne bare ville ud, og det på de mest ubehagelige tidspunkter. Ubehagelige fordi man ikke kan forvente at omverdenen kan håndtere den slags, og derfor ikke ved, hvordan de skal reagere. Jeg lærte hurtigt at tørre øjnene og sige: "Den satans allergi!" Det kunne de fleste forstå.

En anden underlig reaktion var den fornemmelse af angst, der greb mig, hver gang jeg gik forbi pladsen, hvor min lastbil plejer at holde. Igen denne meget fysiske fornemmelse, som om hele min velpolstrede torso pludselig blev fyldt op med nyblandet beton. Jeg besluttede hurtigt at tage tyren ved hornene, og gå forbi pladsen mindst en gang dagligt, når jeg alligevel skulle lufte hundene. Det virkede da også med tiden! Ellers bestod kuren af lange samtaler med min læge, samt rigeligt med ro og afslapning.

Egentlig var det heller ikke min mening at jeg nogensinde ville skrive om dette, da jeg ikke rigtig kunne få øje på læserens interesse i min private sygdom. Men, efterhånden som jeg har været ude på landevejene et stykke tid igen, har jeg - qua min åbenhed om problemet - mødt adskillige kolleger, som har været udsat for det samme. Store velpolstrede vikinger i deres bedste alder, som beretter om, hvordan tårerne pludselig vælter ud af øjnene, mens de kører ud ad landevejen. Eller, hvordan de nu ellers er kommet ud i lige netop deres specielle tilfælde.

De er flere end man sådan lige skulle tro, og emnet er åbenbart så pinligt, at det ikke må komme frem. Derfor synes jeg tiden er inde til at nogen åbner for posen og gør opmærksom på problemet.

Stress er nemlig farligt. Rent kemisk udløser det et stof i hjernen, cortisol, som egentlig er beregnet på at afblæse det adrenalinsus, som en sund og naturlig stressreaktion udløser. Altså det stress, som f.eks. sætter en i stand til lynhurtigt at afværge en farlig situation i trafikken.

Problemet kommer først, når man hele tiden producerer adrenalin. Derved producerer man nemlig også konstant cortisol, og det er farligt fordi det æder af hjernevævet, hvorved man efterhånden mister hukommelsen. Desuden vil det med tiden medføre en decideret depression, og skønt der i visse kredse nærmest er gået mode i depressioner, kan jeg bestemt ikke anbefale dem til nogen. Slet ikke, hvis ikke man har råd til det krydstogt i Caribien, som synes at være den mest populære kur imod dem.

Det store tusindkroners spørgsmål er så, hvad man gør for at undgå stress! For mit eget vedkommende har jeg tænkt meget over, hvad jeg vil med resten af mit liv. Og, selv om jeg elsker at køre lastbil, er jeg ikke sikker på, at jeg fortsætter med det.

Men, skønt jeg synes der går for meget tid med det, har jeg også meget svært ved at slippe det. Uden i øvrigt at blande de to ting sammen, kan jeg ikke lade være med at tænke på de prostituerede, der gerne vil forlade miljøet, men ikke rigtig kan tage det sidste skridt! Jeg er sikker på at de fleste chauffører forstår det, når jeg nævner, at socialarbejderne i den forbindelse taler om "fastholdelsesmekanismer i miljøet." Den lader jeg lige hænge til eftertanke!

Da transportbranchen langt fra er den eneste branche, der døjer med stress, ville den mest naturlige løsning selvfølgelig være at lave hele samfundet om på en måde, så produktionen var tilpasset mennesket, og ikke omvendt.

Den løsning tror jeg naturligvis ikke selv på. Det ville medføre alt for mange stressanfald rundt omkring i pengetankenes bestyrelser, foruden at en del sikker ville blive stressede af at skulle lære afslapningens ædle kunst.

Hvad man derimod kan gøre er at koncentrere sig om sin egen lille verden, og så godt som muligt indrette den, så man undgår de værste stressfaktorer. Det er selvfølgelig individuelt, hvad man kan gøre, og hvilke praktiske muligheder man har for at ændre sit liv. En ting er dog sikker: Det er for farligt at overhøre signalerne og fortsætte som hidtil, når sygdommen banker på døren.

Så, kære kollega, hvis du pludselig mærker denne her underlige fornemmelse af at kroppen vil fortælle dig et eller andet, så lad være med at være flov over det. Glæd dig i stedet over at din krop reagerer normalt på en sindssyg verden, og gør så noget ved det! Løsningen lader sig måske ikke gennemføre med det samme, men det er vigtigt at man kommer i gang med en plan.