|
Til min store forfærdelse har jeg på det seneste erfaret at mange chauffører kører indenrigs containerkørsel på kilometerpenge. En forhenværende vognmand, jeg har talt med, mente endda at kun ca. 5 % af samtlige containertransporter bliver aflønnet efter overenskomsten.
Hvis den antagelse er korrekt kan jeg udlede to ting af det: At tingene står værre til, end jeg havde forestillet mig, og at jeg har været ualmindelig heldig med at søge ind i et firma, hvor der er orden i den slags!
Den person, jeg nu vil beskrive, er ren fiktion, sådan at forstå at han er sammensat af flere forskellige personer, jeg har mødt, og som har døjet nogenlunde de samme kvaler. Hvis jeg skulle beskrive hans udseende ville han således være på tyk og tynd, høj og lav, have såvel underbid som overbid osv. Så det lader jeg være med! Ingen bør således føle sig personligt ramt, selv om de skulle genkende noget af det, vi har talt sammen om. Lad os for nemheds skyld kalde fyren Tage!
Jeg møder ham ofte, når jeg holder hos et firma og læsser. Han kommer som regel bragende ind på pladsen i en bil, der nærmer sig veteranbilsbeskatning, men som skam er nydeligt lakeret og behængt med lamper nok til et mellemstort omrejsende tivoli. Det vigtigste synes dog at være det rør, der er banket igennem lydpotten, hvorved bilen kommer til at larme så herligt at man næsten ikke kan få sig selv til at stoppe maskineriet!
Meget karakteristisk for min kollega er, at han straks efter at være bakket til porten tager fat på en række telefonopkald til kollegerne, hvorunder vognmanden og andre nøglepersoner i mandens tilværelse får det glatte lag. Da vognmanden ikke selv hører samtalen, kan han naturligvis ikke tage ved lære af den, og har derfor ikke megen glæde af den - udover fornøjelsen ved at få lejlighed til at yde et lidt større bidrag til Dyremoses gyldne håndtryk.
Men, chaufføren kommer af med en stor del af sin galde. Og resten får jeg så glæde af. På et tidspunkt slipper emnerne i firmaets interne telefonnet nemlig op, og så er det med at være beredt!
Det der trykker Tage, er som regel en lav løn. Der går ikke mange minutter før han betror mig at han kører på kilometerpenge. Det typiske er en takst på 1,75 - 2 kroner pr. kilometer.
"Ja, det lyder jo ikke af meget," svarer jeg. "Men, hvem er det nu lige, der er gået med til det?"
"Ja, det er jeg jo selv. Vognmanden lovede mig 2,75 pr. kilometer til at begynde med. Så den hoppede jeg på. Da jeg så var i gang, var taksten pludselig faldet, fordi vognmanden havde fået besked af sin revisor på at holde igen på udgifterne! Og hvad skal jeg så gøre?"
"Det ved jeg ikke," svarer jeg. "Men jeg får en ide til næste gang jeg kommer i Bilka. Så vil jeg ganske enkelt forklare den søde kassedame at min revisor har bedt mig om at holde igen, så jeg desværre må trække momsen fra min kassebon. Jeg er sikker på, det vil skaffe mig i dialog med selveste butikschefen!"
"Ja, jeg har været godt dum, at gå med til det," siger Tage. "Men, når jeg selv har skrevet under på kontrakten, vil fagforeningen ikke gøre en skid ved det. Så jeg sidder i saksen."
"Strengt taget er du vel heller ikke medlem," drister jeg mig til at sige. Vel vidende at jeg nu vader lige ind i et minefelt.
"Nej, hvad faén, et eller andet sted skal man jo spare, når man hele tiden bliver snydt på lønnen. Så jeg er gået over til de kristelige. Det er mindst lige så godt."
"Men, så er du jo i fagforening, og oven i købet en, der kan se en sag fra to sider: arbejdsgiverens og vognmandens!"
Det er omkring dette punkt at Tage, alt efter hvilken udgave af ham jeg har mødt, enten bliver meget slukøret, eller meget ond i sulet!
Den slukørede udgave kan typisk glæde sig over at han, som så mange andre, har fået hvad han har betalt for: et discountprodukt, og glæden ved den frie ret til at organisere sig, hvor man vil!
Den sure udgave kan jeg næsten ikke holde ud at høre på, fordi han stadig forventer at få løn efter en overenskomst, hvis tilblivelse han ikke ønsker at betale til, og i øvrigt er godt gal på det "fagforeningstyranni", som efter hans mening har ødelagt enhver chance for at den enkelte selv kan forhandle sin løn. Det må siges at være noget af et statement fra en person, som lige netop sidder i en fælde, skabt af hans egen evne til at forhandle en dårlig løn hjem!
Men, på et punkt virker han dog meget optimistisk: Han kan sammenligne min fjortendages løn med sin egen månedsløn, og komme frem til det resultat at han tjener mest, skønt beløbene er lige store. Det er dog noget af en kunst! I det hele taget skal man være godt oppe på tæerne for at se logikken i hans synspunkter!
Heldigvis findes der da af og til også en tredje Tage, som stadig er medlem af det, jeg kalder en rigtig fagforening, og som stadig ikke ved, hvad han skal gøre for at komme ud af fælden. Til ham har jeg et par ideer.
Han er desværre omfattet af de samme karantæneregler som alle andre, der opsiger et job - for tiden tre uger. Men, ingen kan forbyde ham at søge et andet arbejde. Dog er jeg ikke fri for at mene at det kan betale sig for ham at snuppe de tre ugers karantæne, hvis man regner alt med. Med den chaufførmangel, der er for øjeblikket, skulle det nok være muligt at finde sig noget andet ret hurtigt.
Og skulle det gå så galt, at han kom på dagpenge i en periode, er det såmænd ikke meget ringere end at køre på kilometerpenge - og knapt så besværligt. Måske ikke lige umiddelbart! Men, hvis man indregner besparelser i husholdningen osv., ser tingene slet ikke så værst ud. Det var måske også muligt helt at forlade branchen en tid, og fortælle vognmanden hvorfor!
Hvorom alting er: det kan undre mig at vi i en tid, hvor alle andre brancher må lægge sig i selen for at skaffe folk, og alle andre kan forlange mere i løn, stadig kan få folk til at arbejde fra 6 morgen til hen ad ni om aftenen, til en løn der ligger langt under overenskomsten.
Alle vegne tales der om lønpres, men ikke hos os! Tankevækkende, ikke! Bente Damborg, (fmd. for Bagsmækken) fortæller mig at hun møder mange chauffører, som ikke tør lade deres koner melde sig ind i foreningen, fordi de er bange for at konerne derved opdager, hvor mange penge de bliver snydt for. Så kan man vel næppe synke dybere for sin lyst til at lege med biler!
Nu kunne jeg sagtens hægte en mavesur konklusion på, som handler om visse af mine kolleger og andre iøjnefaldende personer. Men, lad os slutte positivt: Alt dette fylder mig med respekt for de vognmænd, som på trods af konkurrencen fra uorganiserede snydepelse og andet godtfolk, formår at overholde regler og overenskomster, og endda at bevare et godt arbejdsklima. Det må kræve nogle enorme menneskelige ressourcer, og et helt andet mål med livet, end gennemsnittet har sat sig!
|